Trampolin: Peter Jensen missede OL-finalen
| Lørdag 16/08-2008 kl. 13:47:06 |
| | Trods personlig rekord i første øvelse og en udmærket præstation i anden missede trampolinspringer Peter Jensen OL-finalen.
Det så meget lovende ud for Peter Jensen efter første øvelse ved OL i Beijing. Med en score på 30,5 point præsterede han den bedste førsteøvelse i karrieren. Også den anden og frie øvelse blev gennemført i fin stil, men desværre var det ikke nok til at holde konkurrenterne under sig i den samlede score.
- Peter mangler fem forbandede 10-dele for at komme i finalen. Det er rigtig ærgerligt. Vi står med en lidt ambivalent følelse, fordi første øvelse gik så godt, mens Peter springer anden øvelse lidt under det, han kan, siger landstræner Bo Tureby.
Peter lavede en samlet score på 69,2 point, men det rakte som nævnt ikke til en finaleplads, da flere af konkurrenterne formåede at lave over 70 point. Peters score rakte til en samlet 10. plads. Han lå á point med japaneren Sotomura, som dog blev nr. 9, da han scorede flere point end Peter i den frie øvelse.
- Efterfølgende kan man altid finde 5/10, men sådan er det jo. Der er nogle af de andre springere, som kommer rigtig flot ind i anden øvelse, mens Peter kommer lidt i knibe i sit fjerde spring. Overordnet er der dog ingen tvivl om, at Peter kan han være stolt af sin 10. plads i en konkurrence, hvor verdens bedste trampolinspringere er samlet, siger Bo Tureby.
I den indledende runde lykkedes det bl.a. Peter Jensen at slå sølv-vinderen fra OL og to andre europæiske konkurrenter.
Peter Jensen revancherede sig i forhold til sidste OL, hvor han endte som nr. 16.
Finalen springes tirsdag d. 19. august, men desværre uden dansk deltagelse.
(Foto: Bo Tureby) |
Fortæl dine venner på Facebook om denne nyhed:
|