DGI: 503 dobbeltroterende spring til årets juniorstævne
| Tirsdag 04/05-2010 kl. 11:25:15 |
| | Junior niveauet er stadig stigende.
Til weekendens Juniorstævne i Randers sad kompetencegruppen for landsdelshold og lavede springstatistik for alle spring. Der blev under hele stævnet udført 4189 spring fordelt på 31 landsdelshold. Ud af disse spring var der i alt 290 fald, hvilket svarer til, at ca. 7 % af springene blev afsluttet med hænder, knæ eller hele kroppen i kontakt med tykmåtten. Det blev yderligere talt, hvor mange spring/fald, der gav anledning til et publikums gisp, hvor springet f.eks. blev reddet inde over trampolinen. Her var 13 spring virkelig ubehagelige at kigge på som publikum.
Udgangspunktet for optællingen var at belyse, hvor mange spring de enkelte juniorgymnaster får i løbet af en opvisning. Til Juniorstævnet i Randers fik springerne i gennemsnit 6,3 spring pr. opvisning, hvilket ligger sig tæt op ad sidste års resultat, hvor springerne i gennemsnit fik på 6,12 spring pr. opvisning. Det har igen i år været tydeligt at se, hvilke hold der benytter sig af måttekoncepter el. lign. Antallet af spring pr. springer ligger i et interval fra 4 til 10,8, hvor sidstnævnte er fra et hold, der inddrog måttekoncept som en del af opvisningsprogrammet.
Udviklingen af dobbelt roterende spring er stadig stærkt stigende. Samtlige 31 hold har dobbeltroterende spring med i trampolinen, mens 26 hold har dobbelt roterende spring med på banen. I år blev der i alt udført 503 dobbeltroterende spring, mens der til juniorstævnet i Herning 2005, til sammenligning blev udført 254 dobbeltroterende spring.
Det er besluttet i kompetencegruppen for landsdelshold, at tilsvarende optællinger skal foretages til de kommende års juniorstævner, hvor det forventes, at den positive udvikling af springgymnastikken vil fortsætte. Optællingerne viser effekten af de unge gymnasters stigende talent, dygtige uddannede instruktører og den evige investering i bedre springfaciliteter.
Mange tak til gymnaster, instruktør og styregruppen for en rigtig god weekend, og på gensyn til juniorstævnet i Herning næste år.
Download Spring tælling Juniorstævnet 2010.pdf |
Fortæl dine venner på Facebook om denne nyhed:
|